… sådan lyder fra Peter Henriksen, der som underviser på TEC har fulgt låsesmedebranchen gennem tre årtier og oplevet, hvordan teknologiens udvikling har forvandlet både faget og uddannelsen markant. Hvor man i den ældre generation er vant til at håndtere værktøj, så er de unge i dag anderledes hjemme i at arbejde med nye digitale løsninger og avancerede alarmsystemer.
Byggebranchen udvikler sig, og det giver nye muligheder for de unge håndværkere, men det skal den etablerede byggebranche også være bevidst om, mener Emmilie Joy Hansen fra foreningen Lærlinge for Bæredygtighed. Hun efterspørger, at man på alle håndværksuddannelserne bliver grundigt undervist i bæredygtighed og grøn omstilling.
Vi taler også med Andrea Agerbo Hermansen fra EPD Danmark, der giver en status på kravene om miljøvaredeklarationer (EPD'er), og hun understreger, at det ikke bør blive de udførendes ansvar at navigere i data. En anden forkortelse, som man som byggevirksomhed i 2025 skal vænne sig til er ESG, og her taler vi med Helle Steffen fra fynske Steffen Sten, der med hjælp fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har sat skub i arbejdet med bæredygtighed og ESG-rapportering.
Den grønne omstilling og klimaforandringerne giver forandringer på mange niveauer i den danske byggebranche. De kolde danske vintre med snedynger overalt oplever man sjældnere i forhold til de regnvåde vinterdage, og det har ført til et øget fokus på klimasikring. Vi taler med Claus Hermansen og Balder Lehman fra FSR Beton, som er eksperter i projektering og anlæg af skateparker, der kan afhjælpe udfordringen med de øgede nedbørsmængder.
Det upålidelige vintervejr gør det også svært at vælge det rette arbejdstøj, og vi har ladet anlægsgartnerne fra De Stolte Svende teste Nordic Heats termojakke med varmebatteri. Allan Bo Davidsen fra Magdahl Glas & Byg tester vinduesløfteren Upclimber fra Nordic Tech Tools, og han påpeger, at man som håndværker altid må opveje hvilket udstyr og løsninger, der passer til den enkelte opgave.
Bæredygtighed og klimaforandringer påvirker alt i byggebranchen lige nu, og her skal både unge og ældre håndværkere være nysgerrige og åbne for nye muligheder, men det er også fremtidstænkning at sikre sig, at ens krop kan holde til et langt arbejdsliv.
|